Jeg er senioradvokat med mere end 10 års erfaring inden for tvister, konfliktløsning og forsikringsret. Jeg har omfattende erfaring med at drive komplekse retssager og voldgiftssager, hvor jeg repræsenterer både danske og internationale klienter - primært forsikringsselskaber og deres sikrede.
I mit daglige arbejde, beskæftiger jeg mig med en bred vifte af forsikringsprodukter, herunder professionelt ansvar (advokat-, ingeniør- og revisoransvar), D&O-sager (bestyrelses- og ledelsesansvar), erhvervs- og produktansvar samt personskadesager og autosager. Jeg har desuden betydelig erfaring med regressager, hvor en del af sagerne har omhandlet tvister inden for byggeri og brand.