Siden den 2. februar 2025 har AI-forordningens bestemmelser om forbudt praksis og fremmelse af ”AI-færdigheder” (på engelsk ”AI literacy”) fundet anvendelse.
Foruden de meget omtalte regler om forbudt praksis er artikel 4 om AI-færdigheder vigtig, dels på grund af sit eget selvstændige indhold, og dels på grund af de afledte virkninger bestemmelsen har.
Artikel 4 er sålydende:
”Udbydere og idriftsættere af AI-systemer træffer foranstaltninger til i videst muligt omfang at sikre et tilstrækkeligt niveau af AI-færdigheder hos deres personale og andre personer, der er involveret i drift og anvendelse af AI-systemer på deres vegne, og tager herved hensyn til disse personers tekniske viden, erfaring og uddannelse og den kontekst, hvori AI-systemerne skal anvendes, og de personer eller grupper af personer, som AI-systemerne skal anvendes på.”
Kravet om fremmelse af AI-færdigheder gælder, som det fremgår, både for udbydere og idriftsættere af AI-systemer og indebærer, at der skal træffes foranstaltninger til at sikre et tilstrækkeligt niveau af AI-færdigheder hos organisationens ansatte og andre personer involveret i en organisations drift eller brug af AI-systemer.
AI-forordningen opererer med fire klassificeringer af risici, men kravet om AI-færdigheder skal overholdes uanset AI-systemets risikoklassificering.
Vurderingen af, hvad der er tilstrækkeligt, vil dog som udgangspunkt være lempeligere, jo lavere risikoklassificering AI-systemet er, og omvendt.
AI-forordningens præambelbetragtning 20 nævner, at AI-færdigheder blandt andet kan omfatte:
Ved vurderingen af, hvilken uddannelse og træning en organisation skal iværksætte, for at sikre tilstrækkelige AI-færdigheder, skal der tages hensyn til de ansattes tekniske viden, erfaring og uddannelse og den kontekst, hvori AI-systemerne skal anvendes.
Herudover skal der tages højde for de personer eller grupper af personer, AI-systemerne skal anvendes på.
Det betyder, at organisationen skal sørge for, at de enkelte medarbejderes træning og undervisning er tilpasset til, i hvilket omfang AI-systemerne er en del af de pågældende medarbejderes arbejdsfunktioner.
Alle led i AI-værdikæden er omfattet af kravet, dvs. både egne ansatte og andre, der er involveret i anvendelse af AI-systemerne på organisationens vegne, som f.eks. databehandlere eller andre leverandører/konsulenter.
Vi anbefaler derfor, at der i relevant omfang indarbejdes kontraktuelle forpligtelser om AI-færdigheder i aftaler med organisationens leverandører m.fl.
Vi anbefaler desuden, at alle relevante led i AI-værdikæden identificeres, så hvert led kan få den undervisning m.v., der er nødvendig for den enkelte medarbejders arbejdsopgaver og ansvarsfunktioner.
Digitaliseringsstyrelsen, der er den nationale koordinerende tilsynsmyndighed for AI-forordningen, udgav den 2. februar 2025 en vejledning om AI-færdigheder.
Vejledningen giver et overblik over kravet om AI-færdigheder og bygger på tre grundlæggende principper:
Digitaliseringsstyrelsen foreslår konkret e-læringskurser, AI-fagfællesskaber, AI-færdighedsambassadører inden for organisation, nyhedsbreve og awareness-kampagner som tiltag, der kan bidrage til overholdelse af kravet om AI-færdigheder.
Du kan læse digitaliseringsstyrelsens vejledning om AI-færdigheder her.
Manglende overholdelse af kravet om AI-færdigheder kan ikke i sig selv sanktioneres.
Digitaliseringsstyrelsen nævner dog i sin vejledning, at overholdelse af kravet om AI-færdigheder kan nødvendiggøre en gennemgang af organisationens indsamling af data til brug for udvikling og drift af AI-systemer.
Overholdelse af kravet om AI-færdigheder vil derfor kunne få en afledt positiv effekt på organisationens evne til at overholde andre krav i forordningen om dataetik og datastyring m.v. - og dermed medvirke til at sikre overholdelse af de dele af AI-forodningen og øvrig lovgivning, hvis manglende overholdelse kan sanktioneres.